Efterårskonference 2024
Ressourcer til fremtidens landbrug: forandring og udvikling, muligheder og begrænsninger
Du kan læse udvalgte oplæg fra dagen her (klik for at hente pdf'en)
- Lektor Brian H. Jacobsen, IFRO, Forureneren betaler: Men gælder det også for landbruget?
- Professor Claus Beier, IGN, Fangst, lagring og anvendelse af CO2 (CCUS) som bidrag til klimaløsning - har vi landeareal og biomasse nok
- Forstander Jakob Autzen, Nordjyllands Landbrugsskole, Den menneskelige ressource er en afgørende faktor for landbrugets udvikling
- Martin Hjort Jensen, Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Den politiske trepartsaftale.
Download det detaljerede program fra dagen her.
Det danske samfund ser ind i en stor omstillings- og ændringsproces i forhold til forbrug og anvendelse af ressourcer. For landbruget og fødevaresektoren vil bl.a. de kommende års gennemførelse af Trepartsaftalen om et Grønt Danmark betyde væsentlige ændringer i både de ressourcer, der er til rådighed og hvordan de kan anvendes.
Centralt bliver selvfølgelig anvendelsen og udnyttelsen af landarealet, jorden og kulstoffet for at komme i mål med klima-, miljø- og naturmålsætninger – og samtidig sikre en betydelig bæredygtig produktion af fødevarer. Andre helt nødvendige ressourcer for en succesfuld omstilling er tilgængelig kapital og arbejdskraft med de rette kompetencer.
Ressourcespørgsmålet er dermed også vigtigt i forhold til de unge, der er på vej ind i erhvervet – enten som ejere, driftsledere eller ansatte i øvrigt.
Udfordringen ligger bl.a. i at udvikle, ændre og maksimere anvendelsen af de tilgængelige naturgivne og teknologiske ressourcer – selvfølgelig inden for de rammer samfundet giver.
Danske landmænd har historisk været rigtig gode til at tilpasse sig og anvende ressourcerne meget effektivt. Nogen vil sige måske for gode, og fremover vil der være behov for en bredere forståelse af værdisætning og udnyttelse af ressourcerne.
Efterårskonferencen vil fra forskellige vinkler dykke dybere ned i disse spørgsmål om forandring og udvikling af ressourcerne til fremtidens landbrug i Danmark. Hvilke muligheder og begrænsninger vil det give landmændene – også med fokus på de unge, der er på vej til at etablere sig.
Oplæggene på konferencen vil stille de centrale spørgsmål og levere bud på svar, men vil også sætte de vigtigste dilemmaer op til diskussion.
På konferencen uddeltes i samarbejde med Nordea årets Agrarøkonompris.
Konferencen fandt sted den 26. november 2024, 9.30 - ca. 15.30 på KU Science (Tidligere Landbohøjskolen) Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg C. i Festauditoriet, Auditorium A1-01.01.