Efterårskonference 2023

Ejerskifte, ejerskab og organisering af fremtidens landbrug i Danmark - kan landbrug ejerskiftes og hvad er behovet herfor?

Læs oplæg fra dagen:

----

Tirsdag, den 28. november 2023, kl. 9.30 - ca. 15.30 på KU Science (Tidligere Landbohøjskolen)

Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg C.,

Festauditoriet, Auditorium A1-01.01

----

Koncentration af landbrugsproduktionen mod færre, større og specialiserede heltidsbedrifter fortsætter – både målt i antal bedrifter og målt ved den del af produktionsværdien, de største heltidsbedrifter står for. Landmændenes gennemsnitsalder er stigende og rigtig mange landbrugsejendomme og -bedrifter skal ejerskiftes de kommende år.


Den nuværende ejer/ledelse har afgørende betydning for, at kommende ejerskifte kan ske succesfuldt – helst planlagt, men også, hvis en kritisk situation gør det aktuelt. Så hvordan forbereder både sælgere og købere sig på det fremtidige marked for landbrugsaktiver og for maksimal fastholdelse af værdier og optimal produktion. Hvordan udvikler markedet sig, hvilke muligheder er der og hvad er realistisk.

  • Bedrifterne er i stigende grad engageret i andre aktiviteter med afsæt i landbruget - f.eks. energiproduktion.
  • De store og stigende kapitalkoncentrationer kræver aktivt fokus på fastholdelse og udvikling af markedsbaseret ejendomsværdi i strategiarbejdet for bedriften.
  • Forpagtning anvendes i større og større omfang. Det betyder afkobling mellem ejerskab af produktionsgrundlaget og selve landbrugsbedriften.
  • Nye modeller for forpagtning og samarbejde mellem investorer og de, der etablerer sig, herunder også adskillelse af husdyrproduktion og markdrift.
  • Stordriftfordele ahr været den afgørende driver for strukturudviklingen. Hvor ligger optimum? - og hvad afhænger det af?
  • Øget fokus på bæredygtighed - både på bedriften og fra långiverne (ESG).
  • Hvilken landbrugskultur og hvilket arbejdsliv ønsker ejerne og driftlederne sig.


Ser vi på den baggrund ind i en transformation af ejerskab og organisering af heltidsbedrifterne de kommende 10 år? Hvordan skaffes den nødvendige egenkapital og fremmedkapital til ejerskiftet? Hvilke forudsætninger og krav har investorerne for at stille kapital til rådighed – nu og på længere sigt?


Efterårskonferencen vil fra forskellige vinkler dykke dybere ned i disse spørgsmål om fremtidens ejerskifte, ejerskab og organisering af især heltidsbedrifterne - også med fokus på de unge, der er på vej til at etablere sig.


På konferencen uddeles i samarbejde med Nordea årets Agrarøkonompris.

Se den fulde invitation her.