Efterårskonference 2021
Efterårskonference
Kampen om landbrugsjorden
- Hvad skal jorden anvendes til - og hvordan tilgodeses de mange ønsker
_____
Torsdag den 25 november 2021 9.30-15.30 på KU Science (Tidligere Landbohøjskolen)
Bülowsvej 17, 1870 Frederiksberg C.
Festauditoriet, Auditorium A1-01.01
______
Læs det fulde program
Der er mange ønsker til hvordan det nuværende landbrugsareal på ca. 2,6 mio. ha bør anvendes i de kommende år. Globalt kan forventes stigende efterspørgsel efter fødevarer, som danske landmænd kan være med til at levere, og samtidig skal en række EU-forpligtelser og danske klima- og miljømål indfries. Med den brede politiske aftale om grøn omstilling af dansk landbrug er de overordnede rammer lagt fast. Centralt er bl.a. landbrugets bidrag til at nå klimalovens målsætning om 70% reduktion af drivhusgasudledningerne i 2030, de kommende vandplaner, og udmøntningen af den fælles landbrugspolitik CAP 2023-2027.
Anvendelsen af det nuværende landbrugsareal vil fremover handle om
- Produktion af foder til husdyr, inkl. afgrøder til erstatning for importerede proteinafgrøder
- Produktion af plantebaserede fødevarer, herunder til direkte human forbrug
- Energiproduktion
- Ekstensivering og udtagning af arealer til målrettede miljø- og klimaformål, som f.eks.
kulstofrige lavbundsjorder, etablering af vådområder, skovrejsning. - Bedre beskyttelse og udvidelse af naturarealer.
- Afgivelse af arealer til infrastruktur og byudvikling mv.
- Offentlig og privat interesse i arealer til rekreative formål
Dertil kommer den interne konkurrence i landbruget mellem dels de nuværende landmænd/jordejere og dels mellem de nuværende landmænd og den nye generation af landmænd.
Efterårskonferencen 2021 sætter dermed fokus på en af de mest centrale problemstillinger de kommende år – anvendelsen af det nuværende landbrugsareal frem mod i første omgang 2030. Mange mål og ønsker skal opfyldes - og samtidig skal det ske økonomisk forsvarligt og rimeligt både for samfundet og for jordejerne.
På konferencen uddeles årets Agrarøkonompris.
Tilmelding: Kontakt Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskabs Sekretariat på e-mail elsebeth@ifro.ku.dk eller telefon 3533 6891
Tilmeldingsfrist: 18. november 2021
Pris inkl. forplejning:
- For medlemmer af Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab: Gratis.
- For ikke medlemmer: 500 kr.
- Studerende: 100 kr. inkl. 1 års medlemskab af Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab
Betaling kan ske ved overførsel af beløbet til: Registreringsnummer: 2100 Kontonummer: 80 70 007 062
Husk at anføre “efterårskonference” og navn. Efter tilmelding og betaling er man automatisk registreret som konferencedeltager, og der udsendes ikke yderligere bekræftelse.
Program
9.00 - 9.30 Registrering og morgenkaffe med croissanter
9.30 - 9.40 Velkomst ved Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab
9.40 - 10.55 Visioner for fremtidig anvendelse af nuværende landbrugsjord:
Vision for fremtidig anvendelse af jorden, balancen mellem plantebaserede fødevarer, foderproduktion og energiproduktion givet Danmarks forpligtelser i forhold til miljø og klima. Hvor stor en andel af Danmarks areal skal benyttes til naturformål, rekreative formål mv?
Set fra landbrugets perspektiv.
Viceformand, Thor Gunnar Kofoed, Landbrug & Fødevarer
Set fra samfundets perspektiv.
Sekretariatsleder, Helga Grønnegaard, Fremtidens bæredygtige landskaber
Debat ud fra de to perspektiver.
10.55 – 11.40 Overrækkelse af Agrarøkonomprisen
Motivering, overrækkelse og præsentation af vinderopgaver.
Landbrugsdirektør, Morten Riget, Nordea
Viceformand, Thor Gunnar Kofoed, Landbrug & Fødevarer
11.40 – 12.30 Frokost og networking
12.30 – 14.00 Kan visionerne virkeliggøres - er der de rigtige redskaber til rådighed?
Med indgåelse af Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug, herunder udmøntning af CAP 2023-2027, er skinnerne for de fremtidige rammevilkår lagt. Derudover anbefaler blandt andet Klimarådet brugen af CO2-e afgifter til at nå klimamålene, og der arbejdes i EU med udmøntningen af en række strategier af stor betydning for landbruget. Vil disse rammer kunne virkeliggøre visionerne?
12.30 – 13.00 Hvordan kommer landbrugsaftalen til at påvirke arealanvendelsen i DK frem mod 2030.
Projektleder, Mikael Kirkebæk, Fødevareministeriets Departement
13.00 – 13.30 Hvordan kan en evt. CO2-e afgift og anvendelse af klimakreditter ændre på arealanvendelsen i Danmark? Refleksioner over klimakonsekvenser i Danmark og internationalt, men også hvilke indirekte effekter det vil kunne medføre.
Professor, Jette Bredahl Jacobsen, IFRO, Kbhs. Universitet, og Klimarådet
13.30 – 14.00 Ændrer EU's landbrugspolitik – EU Green Deal/Farm to Fork /Fit for 55/ny CAP på arealanvendelsen i Danmark?
EU-politisk chef, Niels Lindberg Madsen, Landbrug & Fødevarer
14.00 – 14.20 Kaffepause med kage
Fremtidens ejere af landbrugsjorden i Danmark
- Hvem er fremtidens ejere af landbrugsjorden?
- Hvad er de nye landmænd og investorers mål?
- Betyder den grønne omstilling og ændringer i arealanvendelsen noget?
14.20 – 14.45 Hvilke muligheder ser den finansielle sektor for unge mennesker, der ønsker at etablere sig inden for landbrugserhvervet?
Landbrugsdirektør, Morten Riget, Nordea
14.45 – 15.10 Hvem ejer og driver jorden i fremtiden? Hvor bevæger ejerformerne i landbruget sig hen, og hvad er drivkræfterne? Hvordan ser det ud om 5 eller 10 år - og hvordan ændres ejerformerne i hele værdikæden fra jord-til-bord?
Seniorrådgiver, Henning Otte Hansen, IFRO, Kbhs. Universitet
15.10-15.30 Debat om fremtidens ejere + afslutning ved Landhusholdningsselskabet.