Medaljernes historie
En af Landhusholdningsselskabets første handlinger efter stiftelsen i 1769 var at udlove præmier i forbindelse med blandt andet prisopgaver, opfindelser, og lignende for at opmuntre personer til at gøre en ekstra indsats for derigennem at få gang i udviklingen af landbruget.
Præmiesystemet blev første gang beskrevet i 1770 og rummede såvel medaljer som pengepræmier. Den første præmieuddeling fandt sted den 29. januar 1771, altså få år efter selskabets oprettelse i januar 1769.
I starten af selskabets historie var det almindeligt at uddele sølvbægre (sølvpokaler), som med inskriptioner fortalte til hvem og hvorfor bægret var uddelt. Der var dengang en rangorden i form af 6 ordener – 1. orden havde den fornemste inskription.
Da sølvbægrene var dyre at fremstille, gik man mere og mere over til medaljer. Den første medalje, som uddeltes, var sølvmedaljen for ”Fliids og vinskibeligheds belønning til fædrenelandets bedre flor” og den lidt mindre ”Beviis paa en god borgers udviiste patriotiske fliid”, som i ganske særlige tilfælde uddeles i nutiden.
I 1780 kom yderligere en medalje til nemlig selskabets 3. medalje ”Den fortiente til Ære” der blev uddelt i både guld og sølv. Sølvmedaljen uddeles også i dag – ca. 5 om året til personer, der har gjort en særlig fortjenstfuld indsats inden for landbruget.
For at understøtte de uddelte hædersbevisninger fik selskabet i 1776 autorisationspatent på udfærdigelse af diplomer, som vi kender i dag i en lidt moderniseret udgave. Diplomet styrkede man yderligere i 1811, da man vedtog, at alle medaljer skulle være forsynet med vinderens navn, således at medaljen ikke kunne misbruges.
I 1793 forøgede man sølvmedaljens størrelse (vægt) således, at sølvværdien svarede til det pengebeløb, som medaljen kunne ombyttes med. Det var dog ikke en ombytning, der blev gjort brug af.
I 1834 indførtes endnu en medalje efter landøkonom Albrecht Thaer. I 1859 kom så selskabets sidste medalje den såkaldte Collin-medalje til minde om gehejmeraad Collin’s fortjenester for dansk landvæsen og Landhusholdningsselskabet i årene 1809-1855.
Til orientering kan oplyses, at der er skrevet mange bøger om Det Kongelige Danske Landhusholdningsselskab og dets hædersbelønninger.
Det Kgl. Danske Landhusholdningsselskab ser det som en stor ære at videreføre selskabets eftertragtede hædersbelønninger.