Redaktionelt forord

Hvordan kan landbruget vokse?

Vækst er på det nærmeste blevet et mantra i både den økonomiske politik og i erhvervspolitikken. Vækst betragtes både som et vigtigt redskab til at fremme velfærden og som en målestok for den økonomiske udvikling. Stigende vækst skaber mere beskæftigelse, mere aktivitet i udkantsdanmark, skattegrundlaget stiger, og dermed forbedres samfundets velfærd – resultater, som Danmark i høj grad har brug for i disse år. Landbruget og hele fødevareerhvervet har naturligvis også en rolle at spille i den sammenhæng.

Set i forhold til andre erhverv er vækstpotentialet i landbruget dog relativt begrænset. Der er nogle fysiske og miljømæssige begrænsninger, og tilpasningshastigheden er ofte lav i landbruget. Mens det er både økonomisk og teknisk muligt at øge den danske produktion af f.eks. vindmøller, høreapparater, enzymer m.m. – nogle af Danmarks styrkepositioner – er det f.eks. langt sværere at øge den danske mælkeproduktion.

Dertil kommer, at markedsvæksten for landbrugs- og fødevarer generelt er relativt lav, og det kan også virke begrænsende for et erhvervs vækstmuligheder. Omvendt vil en stabil markedsvækst også betyde, at hverken forbrug eller produktion påvirkes ret meget i negativ retning, når Landbrugs- og fødevaresektorens vækstbidrag er derfor især til at stabilisere samfundsøkonomien i nedgangsperioder.

Det er dog også muligt at skabe en øget vækst i landbrugs- og fødevaresektoren. Som det blev vist i Tidsskrift for Landbrug 2012/3 behøver man generelt ikke opfordre fødevarevirksomhederne til at vokse: Vækstambitionerne er til stede, og vækstmålene er generelt meget klare. Hele andelssystemet har også en indbygget vækstmekanisme på grund af begrænsede muligheder for mængdestyring, som betyder, at væksten i form at øgede leverancer og stigende mængder er relativt stor. Andelsselskaber kan dermed i sig selv bidrage til øget vækst.

Normalt er landmænd meget fokuserede på vækst: Muligheden for at kunne udvide bedriften via opkøb af naboejendomme står i mange tilfælde meget højt på prioriteringslisten - ofte er vækst vigtigere end indtjening på kort sigt. Dermed sikres en gunstig strukturudvikling, de størrelsesøkonomiske fordele kan udnyttes, konkurrenceevnen forbedres, men det medfører primært en uændret produktion på færre hænder.

En reel vækst, hvor sektorens samlede produktion eller værdiskabelse stiger, forudsætter, at omkostninger, salgspriser og rammevilkår under ét er gunstige. Produktionen og dermed også udbuddet af landbrugsprodukter reagerer på prisforholdene: Hvis salgspriserne stiger, og/eller omkostningerne falder, kan man regne med, at landbruget under ét vil producere flere varer - efter en kortere eller længere tilpasningstid. På tilsvarende måde påvirker rammevilkårene - forhold der influerer på konkurrenceevnen - landmændenes lyst og evne til at producere mere. Kunsten er selvfølgelig at få identificeret, hvilke rammevilkår der er vigtigst for væksten i landbruget.

Interviewundersøgelser af danske landmænd har tidligere vist, at miljølovgivning, offentligtbureaukrati samt lønomkostninger - i denne rækkefølge - er de vigtigste negative rammevilkår. Det er især påfaldende, at det offentlige bureaukrati er en så vigtig parameter i rammevilkårene.

En tredje måde at skabe vækst på er ved at øge landbrugs- og fødevaresektorens kompetencer og innovation: Ved at løfte videns- og innovationsniveauet i sektoren skabes konkurrencemæssige fordele, hvorved både afsætning og produktion stimuleres. Denne form for vækst-stimulering giver mere vedvarende fordele, men ulempen er, at effekten er svær at måle, og at effekten på kort sigt ofte er lille.

Den første artikel i dette nummer af Tidsskrift for Landøkonomi er: Bolig- og kreditboblen af chefstrateg, Svend Jørgen Jensen, Finanshuset Demetra Fondsmæglerselskab A/S. Bolig og kreditboblen - som i høj grad også har påvirket landbrugs- og fødevaresektoren – er gentagelser i den økonomisk historiske udvikling. Uanset hvilke forudsigelser, der forekommer blandt økonomer eller eksperter, så bliver en sådan krise langvarig. I artiklen konkluderes det, at en ny nedgang, som vi så i 2009, ikke vil komme igen i vor generation.

Den næste artikel har emnet: Egenkapital og soliditet i agro- og fødevareindustrien. Baggrunden for artiklen er, at egenkapital og soliditet især er vigtig i en periode med finanskrise og ustabil økonomi. Samtidig er der et betydeligt pres på andelsselskaberne for at vokse og udnytte stordriftsfordele via opkøb af virksomheder, og det øger behovet for egenkapital.

Andelsselskabernes særlige opbygning kan begrænse andelshavernes incitament til at lade en del af overskuddet stå i selskabet. Omvendt kan kapital og investeringer være en afgørende forudsætning for, at andelsselskabet kan udvikle sig og fastholde eller styrke deres konkurrenceevne. Det er i vid udstrækning et spørgsmål omandelshavernes tillid, moral og forståelse, som er afgørende for andelsselskabernes fremtidige konsolidering og egenkapitalopbygning.

I den følgende artikel, Mærkevarer eller private labels på fødevareområdet, konstateres det, at der er en klar tendens til, at private labels - detailhandlens egne mærker - vinder frem på bekostning af fødevareindustriens mærkevarer. Udviklingen ser ud til at fortsætte fremover. Private labels bruges af supermarkedskæderne til både at styrke forhandlingssituationen over for producenterne og til at konkurrere med andre detailkæder. Mens private label tidligere især var kendetegnet ved en lav pris og kvalitet, går udviklingen nu også i retning af højere kvalitet, pris og profilering.

Nogle fødevarevirksomheder vælger at satse på private label-produktion til detailhandlen, mens andre „tager kampen op“ og udvikler stærke og uundværlige mærkevarer. Under alle omstændigheder ændrer den stigende betydning af private labels på magtbalancen mellem detailhandlen og fødevareindustrien.

Den efterfølgende artikel har titlen Produktion og eksport af stiklinger flytter til Afrika. I denne artikel vises, hvorledes en del af værdikæden i den danske blomsterproduktion - stiklingeproduktionen - er flyttet fra Europa til Afrika. Baggrunden er, at den internationale konkurrence og arbejdsdeling stiger i takt med den øgede globalisering. Det gør sig også gældende i jordbrugssektoren - og også i gartneribranchen. De arbejdskraftintensive og løntunge dele af produktionen flytter til lavomkostningslande, hvorved den samlede konkurrenceevne forbedres. Samtidig kan det medvirke til, at andre dele af produktionen i hjemlandet kan overleve og ekspandere.

I den næste artikel stilles spørgsmålet: Skal industrien eje og drive landbrug? – Bagudrettet integration i landbrugs- og fødevaresektoren. Bagudrettet integration - hvor f.eks. fødevareindustrier ejer eller driver landbrug - giver store perspektiver men er også konfliktfyldt. På den ene side kan man løse finansielle, størrelsesøkonomiske og forsyningsmæssige udfordringer, men på den anden side kommer det let til et opgør med den hidtidige ejer- og ledelsesstruktur i primærlandbruget. Dertil kommer, at de forventede resultater ikke altid står mål med de økonomiske realiteter.

Bagudrettet integration er i betydelig vækst flere steder i verden. Flere store amerikanske agro- og fødevarevirksomheder har således som direkte mål at opkøbe landbrug for at sikre råvareforsyningerne.

Der findes også eksempler på, at den danske agro- og fødevareindustri har foretaget en bagudrettet integration i værdikæden og har engageret sig i den primære landbrugsproduktion. Graden og formen m.h.t. bagudrettet integration varierer dog meget. Andelsselskabers bagudrettede opkøb medfører nye problemstillinger og dilemmaer.

I artiklen konkluderes det, at gevinsterne ved yderligere bagudrettet integration i dansk landbrug og fødevareindustri sandsynligvis er meget begrænsede.

De sidste to artikler er baseret på indlæg ved Det kgl. Danske Landhusholdningsselskabs efterårskonference.

Det første indlæg har titlen Natur og landbrug - sammen og hver for sig og er af Michael Stoltze, Natur og Samfund. I artiklen opstilles tre grundpræmisser for debatten: Danmark er og skal være et landbrugsland, Danmark skal beskytte og udvikle sine naturværdier, og der skal være en sund balance mellem landbrug og naturbeskyttelse. Endvidere fremhæves vigtige forudsætninger for en sund balance mellem intensiv landbrugsdrift og naturbeskyttelse. Det konkluderes, at vi skal droppe vanetænkningen og tale sammen. Nytænkning og samarbejde er afgørende for, at de langvarige konflikter bliver brudt, så vi kan nå frem til en sund balance, hvor både natur og landbrug lever godt - sammen og hver for sig.

Det sidste indlæg er af professor og tidligere overvismand, Niels Kærgård, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi ved Københavns Universitet. Artiklens titel er Landbruget, naturen og konkurrenceevnen, og der tages udgangspunkt i, at markedsmekanismen ikke er ikke retfærdig, men den er effektiv. Denne konflikt er central for forståelsen af f.eks. dansk og europæisk landbrugspolitik. Med landbrugets store produktion af markedseksterne “produkter” er det også naturligt, at landbruget er mere støttet, beskattet og reguleret end de fleste andre erhverv; markedsmekanismen kan så at sige ikke regulere landbrugsproduktionen hensigtsmæssigt alene. Det konkluderes, at alt det må danske landbrug finde en måde at leve med. Det er ikke let, men det er trods alt lykkedes indtil nu.

God læselyst.

Ph.D., cand.agro. & merc. Henning Otte Hansen (ansvarshavende redaktør)
Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet