Redaktionelt forord

Pensionskasserne giver landbruget en hjælpende hånd . . .

Debatten om landbrugets fremtidige finansieringsmuligheder foregår i flere medier og fora, og diskussionen forstærkes af dårlig indtjening, faldende ejendomspriser, institutionelle investorers indtræden på banen samt rygter om offentlige hjælpepakker til at forbedre landbrugets gældssituation. I en avis var der for nogle uger siden en kommentar om, pensionskasserne vil "give landbruget en hjælpende hånd ved at lade pensionskasser eje landbrug“.

Der er mange aspekter og åbne spørgsmål i debatten:

• Strukturudviklingen er kommet så langt, at en ung landmand kan have meget svært ved at samle tilstrækkeligt egenkapital til at kunne finansiere et erhvervslandbrug i gennemsnitsstørrelse.
• Mange ældre landmænd ønsker at afhænde deres gård, men med de senere års prisfald kan de ikke sælge gården uden betydelige tab – set i forhold til priserne for 5-6 år siden - og det kan stavnsbinde nogle landmænd.
• Efter finans- og bankkrisen er bankerne - frivilligt eller påtvunget – meget tilbageholdende med at finansiere landbrug.
• Hvem har ansvaret for den høje gæld: Landmanden, konsulenten, banken og/eller samfundet?
• Offentlige indgreb og finansieringsstøtteordninger har været på tale, men der er en vis frygt for, at sådanne ordninger ikke gavner nye landmænds vilkår, men snarere bliver kapitaliseret og virker udelukkende til gavn for de landmænd, som vil sælge deres gård.
• Prisboblen på landbrugsejendomme skabte en høj gæld, som nu rammer ekstra hårdt, når priserne igen er i bund, og når indtjeningsevnen er under pres. En væsentlig del af landbrugets økonomiske problemer er dermed et resultat af de internationale konjunkturer, og ikke nødvendigvis en konsekvens af dårligere konkurrenceevne på langt sigt.
• Er gælden blot et resultat af rentable investeringer, som midlertidigt er blevet belastende på grund af en kortvarig indtjeningskrise og en konjunkturbestemt nedgang i ejendomspriserne?
• Er den danske finansielle sektor ude af stand til at være långiver til dansk landbrug -set i lyset af dels kravene til finanssektoren om stigende solvens, dels de meget svingende jord- og ejendomspriser i landbruget?
• Pensionskasserne skal arbejde for et så højt langtsigtet afkast som muligt til deres ejere eller kunder. Det er ikke deres formål at hjælpe nogle erhverv.
• Pensionskasserne vil i mange tilfælde kræve indflydelse i forbindelse med deres investeringer. Jo større investeringer, desto mere indflydelse.

Nye finansieringskilder er kommet på banen – enten med konkrete planer eller med hensigtserklæringer. Udmeldingerne går på, at de nye eksterne investorer ikke regner med at få noget væsentligt overskud på den løbende drift. Overskuddet forventes derimod at komme via ejendomsværdistigninger. Ved at købe nu, hvor priserne sandsynligvis er ved at nærme sig et lavpunkt, og ved at sælge igen, når prisernne er i top, kan der opnås en betydelig kapitalgevinst.

Det er for så vidt en meget logisk strategi: Driftsoverskuddet er begrænset, men der er betydelige prisændringer på landbrugsjord og landbrugsejendomme, så her er der en betydelig gevinstmulighed. De eksterne investorer kan så efterfølgende sælge deres ejerandele tilbage til landmændene, når priserne er i top. Denne strategi fra pensionskassernes side er ganske rationel og logisk – set i lyset af landbrugets gennemsnitlige driftsoverskud og landbrugets konjunkturgevinster og -tab over en længere årrække.

Nogle har betragtet dette som en håndsrækning fra pensionskasserne – men der kan ikke forventes nogen håndsrækning uden et betydelig afkastkrav – sandsynligvis betydeligt større end den nuværende rente. Pensionskasser opererer ofte med årlige afkastkrav på 8-10 pct., når det gælder unoterede aktieinvesteringer. 

Konsekvenserne for den enkelte landmand kan blive, at han må overlade konjunkturgevinsterne til andre, mens han selv må tage tabet, når priserne på et senere tidspunkt igen stiger. Landmandens konjunkturgevinster og –tab er næsten lige store på langt sigt, og dermed er der ikke væsentlige konjunkturfordele på langt sigt. Fremover kan landmanden komme til at miste konjunkturgevinsterne, mens han selv må tage konjunkturtabene.

Det kan især blive et problem, hvis de institutionelle investorer bedre kan købe billigt og sælge dyrt - på bagrund af større viden om konjunkturudvikling, større økonomisk tålmodighed og langt flere økonomiske ressourcer. En ny form for spekulation kan blive resultatet. Måske er løsningen blot at vente på, at ejendomspriserne igen stiger. 

Pensionskassernes hjælpende hånd kan på kort sigt løse nogle af de akutte finansielle problemer i landbruget - men på langt sigt er den med stor sandsynlighed med til at trække endnu mere kapital ud af landbruget. Gældskrisen skal primært løses af landbruget selv - gennem en forbedret indtjening, bedre international konkurrenceevne og ikke mindst gennem bedre markeds- og konjunkturforhold.

Den høje gæld er ikke i sig selv et problem. Man kan tværtimod sige, at en høj gæld er et udtryk for, at både landmand, rådgiver og långiver har troet på, at en investering ville være rentabel. Det er i sig selv positivt, at virksomheder - i og uden for landbruget - tror på fremtiden og vil både satse på og investere i projekter. 

Investeringer og gældssætning foretaget i 2007 bliver ikke nødvendigvis en dårlig forretning, fordi der har været nogle år med en dårlig indtjening og meget konjunkturnedgange. Forudsætningerne for gældssætningen har sandsynligvis ændret sig i negativ retning, men set over en 15-20 års investeringshorisont vil forudsætninger og markedsforholdene ændre sig i både positiv og negativ retning.

Konjunkturer, kapitalforhold og konkurrenceevne bliver også behandlet i flere artikler i dette nummer af Tidsskrift for Landøkonomi. 

Den første artikel er: Landbrugets stordrift uden driftsøkonomisk logik af lektor Morten Jakobsen, Institut for Økonomi, Århus Universitet. Artiklen indeholder et kritisk blik på den herskende forståelse i dansk landbrug, at stort altid er godt. Det konkluderes på baggrund af en række undersøgelser, at stordrift ikke i sig selv giver økonomiske fordele. Problemet opstår, når stordrift bliver et mål i sig selv, og ikke et middel til at opnå økonomiske fordele. Via et kvalitativt studie er det søgt fremført, at troen på stordriftsfordele er forankret kulturelt og socialt i landmændenes selvbevidsthed. 

Næste artikel er Vandmiljø i et vadested af Jesper S. Schou, kontorchef, De Økonomiske Råds Sekretariat, Artiklen tager udgangspunkt i Natur- og Landbrugskommissionens rapport. Her blev det bl.a. anbefalet at omlægge reguleringen af landbrugets næringsstofanvendelse, så den blev målrettet reduktion af effekterne i vandmiljøet. I artiklen påpeges der dog visse udfordringer ved det foreslåede system, herunder effektivitet, kontrol og tilskyndelse til at omgå systemet. På den baggrund relanceres mulige løsningsmuligheder for fremtidig regulering af landbrugets påvirkning af vandmiljøet. I forslaget indgår bl.a. en basisregulering i form af en generel afgift på kvælstofanvendelse. Forslaget indebærer dog afgiftsfritagelser for alle landbrug, der opfylder deres forpligtelser i forhold til et fastlagt indsatsprogram.

Mathias Secher, cand. polit, behandler i den næste artikel spørgsmålet: Har handlen med futures påvirket fødevarepriserne de senere år? I artiklen, som er baseret på forfatterens speciale fra sommeren 2013 på polit-studiet på Københavns Universitet, konkluderes det bl.a., at spekulation i futures kan forklare en del af de høje hvedepriser i 2008, mens det synes mindre sandsynligt i 2011. Meget andet end handel med futures har dog også påvirket  de internationale kornmarkeder, herunder stigende efterspørgsel og høje produktionsomkostninger.

Den næste artikel er af formand for Fødevareforbundet NNF, Ole Wehlast. I artiklen, som er baseret på et indlæg ved en konference om fremtidens fødevareproduktion, opstilles der en række løsningsforslag med henblik på at sikre fortsat vækst i erhvervet. Både landmænd, virksomheder og lønmodtagere skal bidrage - og der skal også stilles krav til det offentlige. Artiklen har titlen: Produktionen er udfordret, og udgangspunktet er, at vækst er den bedste mulighed for at sikre beskæftigelsen i fødevareindustrien. Det konkluderes, at der er store muligheder for at få en betydelig vækst i fødevaresektoren i de kommende år. Det forudsætter imidlertid, at de rigtige beslutninger træffes i virksomhederne, i de faglige organisationer og ikke mindst af politikerne. 

Sammenhæng mellem økonomi og dyrevelfærd på bedriftsniveau er titlen på en artikel af Mogens Lund, Arne Henningsen, Tomasz Gerard Czekaj, Aske Schou Nielsen, og Björn Forkman, alle fra Københavns Universitet. I artiklen undersøges sammenhængene mellem dyrevelfærd og økonomi på bedrifter med svineproduktion. Rresultater viser kun en svag statistisk sammenhæng mellem overholdelsen af dyrevelfærdslovgivningen og de økonomiske resultater på de analyserede bedrifter. Konklusionen er også, at landmænd, der har styr på økonomien og har en effektiv produktion, også er bedre til at overholde dyrevelfærdsreglerne. 

Den næste artikel, Globale andelsselskaber og medlemsdemokratiet, tager udgangspunkt i cand. econ. agro. Mette Marie Lundsbjerg Jespersens netop afleverede speciale på Københavns Universitet. I artiklen vurderes, om der er opstået barrierer for andelshavernes effektive styring af andelsselskaberne som følge af deres stadig mere globale aktiviteter. Samtidig undersøges, om andelsselskaber og globalisering kan være en konfliktfyldt kombination, og om der kan være interessemodsætninger. 

Den næste artikel, Strukturudvikling i fødevareindustrien, er baseret på vigtigheden i, at strukturen og koncentrationen er så udviklet, at sektoren på den ene side er effektiv og udnytter stordriftsfordele, og på den anden stadig er konkurrenceudsat og uden monopollignende forhold. Det konkluderes bl.a., at mulighederne for yderligere indenlandsk strukturudvikling nu er begrænsede, og det vil øge presset for fortsat internationalisering og herunder investeringer i udenlandsk agro- og fødevareindustri.

Den sidste artikel, Etablering af nye virksomheder på fødevareområdet, konkluderes det bl.a., at etablering af nye virksomheder ofte er nødvendigt for at sikre dynamik, fornyelse og konkurrenceevne i agro- og fødevareindustrien. Det er derfor værdifuldt at få vurderet, om der sker en tilfredsstillende og vedvarende fornyelse i agro- og fødevareindustrien via nye virksomhedsetableringer, og hvad der påvirker udviklingen.  

God læselyst. Ph.D., cand. agro. & merc. Henning Otte Hansen (ansvarshavende redaktør) Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet