Redaktionelt forord

Produktivitet i landbruget - en mulighed og en nødvendighed

Med stigende befolkningstal og stigende efterspørgsel er det helt nødvendigt, at både produktion og produktivitet stiger fremover. På globalt plan er det ikke muligt at inddrage ret meget mere jord til landbrugsproduktion, og derfor skal bl.a. kornudbytterne fortsat stige.

I dag bliver ca. 12 pct. af verdens samlede areal brugt på planteproduktion. FN’s organisation for landbrug og fødevarer, FAO, vurderer, at det areal, som i yderste tilfælde kan bruges til landbrugsafgrøder i form af planteproduktion, er 3 gange så højt som det nuværende landbrugsareal, nemlig 36 pct. I praksis er dette tal dog langt mindre - af flere grunde.

For det første vil det være uforsvarligt at inddrage større arealer af regnskove og lignende i den almindelige landbrugsdrift.

For det andet ligger en stor del af det uudnyttede potentiale i områder, som er afsides fra de store landbrugsmarkeder, og som i høj grad mangler infrastruktur til at kunne udnyttes optimalt i en landbrugsproduktion i den nærmeste fremtid.

For det tredje skal der også tages højde for, at en intensiv landbrugsudnyttelse allerede har ødelagt store landbrugsarealer på grund af saltophobning, vind- og vanderosion m.m. Det kan fortsætte, især hvis følsom og marginal jord bliver opdyrket. Man regner således med, at der årligt mistes 5-12 mill. ha. landbrugsjord som følge af ødelæggelse.

For det fjerde vil der fremover være et stort behov for store arealer til skov, veje, byudvikling m.m.

Endeligt for det femte vil det ikke være økonomisk rentabelt at udvide arealet med landbrugsjord i betydeligt omfang. Jorden er så dårlig, at der skal endog meget høje fødevarepriser til, før det kan betale sig at dyrke jorden - og dyrkningsusikkerheden vil stadig være meget stor.

På denne baggrund vurderer FAO, at arealet med landbrugsjord i 2050 kun vil være udvidet med 5 pct., svarende til 70 mio. ha. Dette tal dækker over en stigning i ulandene på 120 mio. ha. og en nedgang i ilandene på 50 mio. ha.

Udvidelse af landbrugsarealet er således ikke alene nogen løsning på det fremtidige fødevareproblem. Det vil også være nødvendigt at øge produktion på det bestående landbrugsareal. Der må altså ske betydelige produktivitetsstigninger og der må opnås større udbytter pr. ha. i planteavlen og også stigende produktivitet i husdyrproduktionen.

Inden for planteavlen skønnes det f.eks., at 90 pct. af produktionsstigningen skal komme fra stigende høstudbytter og mere intens produktion.

Gennem adskillige årtier har der været en markant stigende produktivitet i landbruget. Som følge af planteforædling, gødskning, driftsledelse m.m. har man år for år kunnet øge f.eks. høstudbytterne. Udviklingen startede for alvor omkring 2. verdenskrig, og det har det medført en 3-5 dobling af hvede- og majsudbytterne.

Produktivitetsstigninger vil dog på et eller andet tidspunkt aftage, da der jo er en vis øvre grænse for den potentielle landbrugsproduktion.

På det hele globale niveau har der også gennem de sidste mange årtier været stigende høstudbytter i det meste af verden, men produktivitetsvæksten er dog aftagende. I 1960’erne var der årlige gennemsnitlige udbyttestigninger på 2,5 pct. i verdens samlede kornproduktion. Siden har der generelt været en faldende tendens, og i det seneste årti er væksten nede på omkring 1,3 pct.

Med den nuværende udvikling vil den lave produktivitetsvækst være en afgørende forhindring for at producere tilstrækkelige fødevarer til den voksende befolkning. Stigende produktivitet og større høstudbytte er dermed en uundgåelig forudsætning for at kunne brødføde verden fremover.

De afgørende udfordringer i denne sammenhæng er: - at sikre den tilstrækkelige forskning og udvikling

- at få den nyeste viden bragt videre til landmændene

-  at få målrettet indsatsen, således at stigende produktivitet opnås de steder, hvor resultaterne er bedst i forhold til indsatsen

- at produktivitetsstigningen er bæredygtig - d.v.s. at de negative bivirkninger på omgivelserne er mindst mulige

- at produktivitetsstigningerne skaber en stigende produktion til gavn for den globale fødevaresituation

Dertil kommer, at klimaforandringer i stigende grad vil påvirke mulighederne for at øge høstudbytterne. Mere ekstremt vejr og større risiko for både tørke og oversvømmelser vil gøre det vanskeligere at øge produktiviteten i Planteavlen.

Det er også en udfordring for dansk landbrug at øge produktion og produktivitet: Stigende produktivitet er nødvendig for at udnytte landbrugsjorden bedst muligt og for at sikre konkurrenceevne og billige fødevarer. Samtidig er det også vigtigt, at hele den danske plantesektor er med til at udvikle og anvende nye plantesorter - herunder også at virke som laboratorium for landbrugsudvikling i andre lande.

Den første artikel i dette nummer af Tidsskrift for Landøkonomi er: Vil der blive produceret stivelseskartofler fremover i Danmark? - En analyse baseret på sektor-, nøgletals- og DEA-analyser af Morten Hendriksen. Artiklen tager udgangspunkt i et speciale, som forfatteren har afleveret og bestået ved Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet.

Udgangspunktet er, at reformen af markedsordningen for stivelseskartofler, som træder i kraft efter afslutningen af kartoffelkampagnen 2011/12, betyder, at kartoffelavlerne står over for en betydelig reduktion af deres indtægt. I artiklen analyserer forfatteren derfor produktiviteten i den danske stivelseskartoffelsektor for at identificere, hvordan producenterne opnår den største besparelse ved forskellige tiltag, for dermed at kunne opretholde produktionen af dansk kartoffelstivelse.

I artiklen konkluderes det, at produktionen af stivelseskartofler i Danmark har en fremtid, og at reformen ikke vil være fatal for de producenter, som er villige i at investere tid og kapital i at opnå best practise. Det understreges dog også, at det kræver en indsats af både landmænd, rådgivning og aftagere.

I den næste artikel stilles spørgsmålet: Har reformen af EU‘s sukkerordning i 2006 påvirket efterspørgslen efter sukkerprodukter i Skotland? Spørgsmålet har stor relevans, idet spørgsmålene om både liberalisering, støtteafvikling, pristransmission, prisafsmitning og forbrugerreaktioner bliver belyst. I artiklen undersøges virkningerne af ændringen i sukkerengrospris på detailprisen, og hvordan dette påvirkede forbrugernes efterspørgsel efter sukkerprodukter. Det konkluderes bl.a., at forbrugerne ikke har fået en lavere salgspris på sukker trods et fald i engrosprisen. Samlet set har forbrugernes efterspørgsel kun ændret sig lidt siden indførelsen af EU‘s sukkerreform i 2006.

Spørgsmålet om prissammenhæng og -afsmitning i værdikæden er også aktuelt i Danmark, og mange af de skotske erfaringer kan sandsynligvis overføres til danske forhold.

Den næste artikel har emnet: Vækst i agro- og fødevareindustrien: Baggrund og mål.

Vækst blevet et vigtigt begreb i både den økonomiske politik og i erhvervspolitikken. Vækst betragtes både som et vigtigt redskab til at fremme velfærden og som en målestok for den økonomiske udvikling. Vækst ser ud til at være et meget vigtigt element i de store agro- og fødevarevirksomheder strategiske udvikling. De konkrete vækststrategier blandt agro- og fødevarevirksomheder undersøges nærmere. I artiklen konkluderes det, at man ikke behøver at opfordre virksomhederne til at vokse: Vækstambitionerne er til stede, og vækstmålene er generelt meget klare.

I den følgende artikel, Afrikas placering i den internationale landbrugs- og fødevarehandel - Kenya som eksempel, konstateres det, at Afrika gennem de senere årtier har fået en faldende international betydning. Det gælder økonomisk og handelsmæssigt - og det gælder også m.h.t. international handel med landbrugs- og fødevarer. Der er dog interessante eksempler på, at afrikanske lande har formået at udvikle en betydelig eksport af landbrugsvarer til bl.a. Europa. Kenya er et godt eksempel herpå. Spørgsmålet er nu, hvad Kenya kan gøre for at fremme udviklingen, og hvad andre lande i Afrika kan lære af Kenya. Det konstateres, at det er nødvendigt at foretage en række tiltag, hvis potentialet skal udvikles yderligere, og en række anbefalinger opstilles.

Den sidste artikel har titlen Forbrugerkronen og landbruget. Landmandens andel af forbrugerkronen falder næsten år for år. Det betyder, at en stigende andel af værditilvæksten går til andre end landmændene - herunder bl.a. til forarbejdning, forædling, transport og markedsføring. Som det ses i artiklen, er det en global tendens, som kan forklares, og som ikke nødvendigvis er til ulempe for landmændene.

God læselyst.

Ph.D., cand. agro. & merc. Henning Otte Hansen (ansvarshavende redaktør) Fødevareøkonomisk Institut, Københavns Universitet